Sproget i retssystemet

Sprogbrugen i retssager har eksisteret som et akademisk felt i hvert fald lige så længe som retorikken, der oprindelig regnede den juridiske tale (genus iucidale) som en af talekunstens tre grundlæggende genrer.

Mens det traditionelle parløb mellem jura og retorik overvejende har fokuseret på anklageres og advokaters sagsfremstilling, er retsmødets betydningsfulde sproglig-interaktionelle aspekter først kommet på den videnskabelige dagsorden i løbet af 1970’erne.

Interessen for sproglige valg i retsafhøringer

Eksperimentelle studier af retsafhøringer viste for eksempel, at vidner, der brugte visse – isoleret set upåfaldende – sproglige valg og registre, kom til at fremstå mindre magtfulde end andre i modtagernes øjne (eller rettere: ører) og dermed også mindre kompetente, sympatiske og troværdige. Og studierne viste også, at detaljerne i, hvordan en anklager eller advokat formulerer sit spørgsmål, kan påvirke øjenvidners erindringer.

To grupper af studerende blev forevist et filmklip med et bilsammenstød; herefter blev den ene gruppe spurgt (her oversat fra engelsk): ’Omtrent hvor hurtigt kørte bilerne, da de stødte sammen?’, mens den anden gruppe blev spurgt: ’Omtrent hvor hurtigt kørte bilerne, da de smadrede sammen?’ Den sidstnævnte gruppe anslog i gennemsnit en væsentligt højere hastighed. Grupperne blev også spurgt hhv. om de så ’knuste forlygter’, og om de så ’de knuste forlygter’, hvortil langt flere fra den sidstnævnte gruppe end fra den førstnævnte svarede ja, selvom filmklippet faktisk ikke havde vist knuste forlygter.

Samtidig begyndte mere empirisk forankrede forskningstilgange til retssalsinteraktion at tage fart. Blandt andet viste konversationsanalytiske studier af navnlig amerikanske og britiske retssalsoptagelser, hvordan vidneafhøringer er underlagt særlige interaktionelle normer, der adskiller dem markant fra andre slags samtaler, dagligdags som institutionelle.

For eksempel er taleturene fastlagt på forhånd, og det samme er samtaleparternes kommunikative beføjelser: Afhøreren skal stille spørgsmål, og vidnet skal svare – medmindre det er den tiltalte, som hverken behøver svare eller tale sandt – hvorefter turen går tilbage til afhøreren. I en direkte afhøring (direct examination eller examination-in-chief) skal vidnet forklare sammenhængende og uden personlig vurdering, hvad han har set og hørt, og afhøreren må ikke stille ledende eller ladede spørgsmål. Det må hun til gengæld gerne – i angelsaksiske retssale – under den fjendtlige modafhøring (cross-examination), som netop har til formål at udfordre og underminere vidnets forklaring og/eller troværdighed.

Endelig er mønstrene for meningsskabelse og inferenser under vidneafhøringer særlige, idet de fleste ytringer kan og vil blive tolket som (led i) anklage- eller forsvarsstrategier, både af samtaleparterne og af dommerne, der lytter.

Eksempelvis vil et spørgsmål som ’Er du højrehåndet?’ næppe blive forstået som et ærligt udtryk for en vidensinteresse – spørgeren kender formentlig godt svaret i forvejen og har alene til hensigt at fremhæve det i en bestemt kontekst, fx at den forurettede blev slået med en venstrehånd.

Bred vifte af forskningsområder

De særlige egenskaber ved retssalsinteraktion har givet ophav til en bred vifte af sprogligt funderede forskningsområder, blandt andet med fokus på:

• Interaktionel kontrol, fx i kraft af tvingende og ledende spørgsmål, underforståelser, gentagelser, reformulationer, afbrydelser og fragmentering af vidners forklaringer

• Fremstillingsstrategier, fx framing, identitetskonstruktion, argumentation, narrativitet og appelformer

• Vidners sproglige adfærd, fx undvige- og vaghedsstrategier, sikkerheds- og usikkerhedsmarkering og genre- og registerkonflikter

• Relationelle aspekter, fx magt og sproglig dominans, høfligheds- og uhøflighedsstrategier, feedback og metakommunikation

• Tolknings- og flersprogsproblematikker

• Interkulturelle kommunikationsproblematikker

Perspektiverne på sådanne undersøgelser er for eksempel pragmatiske, etnografiske, retssociologiske, retoriske, kritisk-diskursanalytiske, funktionelt-lingvistiske, socialpsykologiske, didaktiske og meget andet.

Nyere forskningsområde i Danmark

I Danmark er sproget i retssager et relativt nyt og uudviklet sprogvidenskabeligt forskningsområde, blandt andet fordi mulighederne for at få adgang til empiriske data – fx lydoptagelser fra retsmøder – er stærkt begrænsede.

Dog har visse juridisk og psykologisk forankrede behandlinger af sproglige problemstillinger, fx spørgsmålstyper, såvel som retoriske fremstillinger eksisteret i længere tid. Empirisk, kvalitativ sprogforskning i danske retssager har – med undtagelse af enkelte behandlinger af dansk retstolkning – ikke været igangsat før ca. 2014.

Nyere dansk forskning i retssalsinteraktion omfatter således undersøgelser af vidners brug af epistemisk positionering, dvs. sikkerheds- og usikkerhedsmarkering; brugen og betydningen af bestemte spørgsmålstyper; dansk og angelsaksisk retssalsinteraktion i retskulturel sammenligning; advokaters brug af interjektioner; problemstillinger vedr. tiltalte med dansk som andet- og fremmedsprog, mv.